Det rummelige arbejdsmarked II

Mange danske arbejdsgivere har allerede en del erfaring med det – andre er lige begyndt: Flere og flere danske virksomheder vender blikket mod Sverige for at rekruttere nye medarbejdere. Mange af dem har ingen anden mulighed, for de kan nemlig ikke finde de medarbejdere, de efterlyser, i Danmark. En af de ting, som en virksomhed sjældent når at bekymre sig om, når den fx hurtigt skal have 50 nye svensksprogede medarbejdere til telefonsalg eller it-support, er EU-reglerne på socialsikringsområdet.

EU har med reglerne i den såkaldte forordning 1408 villet sørge for, at alle EU-borgere har social sikring, og at det i alle situationer står helt klart, hvilket lands sikringsregler, man tilhører. Hovedreglen er, at man er sikret der hvor man bor. Logisk nok, for det er som regel der man også arbejder og betaler skat – socialsikring er jo ikke gratis.

Men hvis man er grænsegænger – eksempelvis i Øresundsregionen – ser det anderledes ud. Så er man sikret der hvor man arbejder. Hvis man arbejder i Danmark, er man altså sikret i Danmark, også selv om man bor i Sverige. Men hvis man så arbejder to timer om ugen i Sverige, fx som aftenskolelærer, så skifter sikringspligten tilbage til bopælslandet – i dette tilfælde til Sverige.

Det er her EU-reglerne skaber problemer mellem danske arbejdsgivere og den svenske stat. Socialsikring i Sverige betales nemlig på en anden måde end i Danmark, hvor man over sin skat betaler en række procentsatser af bruttolønnen, fx til AMB og ATP. I Sverige er bruttolønnen lavere, til gengæld for at socialsikringen er arbejdsgiverbetalt. Konsekvensen for arbejdsgiveren i Danmark er, at han i princippet kommer til at betale socialsikring to gange for sin bi-jobbende medarbejder: I Danmark via medarbejderens danske skattebillet, og som arbejdsgiverafgift – beregnet som 33% af medarbejderens bruttoløn – i Sverige. Og det er dyrt.

Et eksempel: For 1 ½ år siden fik Helsingør Kommune en regning fra den svenske skattemyndighed, Skatteverket, lydende på 600.000 kroner. For kommunen kom kravet om betaling af arbejdsgiverafgift som et lyn fra en klar himmel, for man anede hverken, at flere af de svensk bosatte medarbejdere ekstrajobbede i Sverige, eller at det kunne udløse en opkrævning. Anette Rønnow, personalefuldmægtig i Helsingør Kommune, fortæller, at kommunen i dag har en særlig kontrakt til de medarbejdere, som er bosat i Sverige. Medarbejderne skal skrive under på, at de har pligt til at underrette kommunen og have skriftligt samtykke, hvis de vil tage et ekstrajob i Sverige.

En anden arbejdsgiver i Helsingør, HV Turbo, som producerer kompressorer til spildevandsanlæg, har godt tyve medarbejdere, som bor i Sverige. I lang tid var virksomheden uvidende om, at den kunne risikere en opkrævning fra Skatteverket, hvis en af de tyve ”svenskere” tog et bijob. Men ved et arrangement hos et større revisionsfirma blev HV Turbo mere eller mindre tilfældigt klar over situationen. I dag har HV Turbos svensk bosatte medarbejdere en kontrakt, der svarer til den Helsingør Kommune bruger. Alligevel er virksomheden holdt op med at annoncere efter arbejdskraft i Sverige, oplyser HR-chef Jane Walsøe. ”Det ville ikke være særlig fornuftigt af os at tage den chance, så længe reglerne er som de er. Vi må vente og se, om der kommer en løsning.”

I virksomhedsnetværket Ressource, som er baseret i Helsingør, genkender man billedet. Projektkoordinator Lene Lissau oplyser, at mange virksomheder i Helsingør-området har oplevet konsekvenserne af EU-reglerne om socialsikring. ”Via netværket i Ressource oplyser vi virksomhederne om problematikken – og det er virksomhederne selvfølgelig glade for. Men oplysning gør det jo ikke alene. Vi har brug for politisk opbakning til virksomhederne og medarbejderne. Alle er interesseret i at løse det her, men det er ikke noget der kan ske uden politisk vilje. Det er to sæt nationale regler og et sæt internationale regler, der støder sammen, så det kræver altså mere end lokale initiativer at få orden i de her forhold.”

De enkelte virksomheder prøver at altså at sikre sig mod en opkrævning fra de svenske myndigheder ved at lave en skriftlig aftale med de relevante medarbejdere. Ifølge Lene Lissau er det mere og mere udbredt i Helsingør-området at virksomhederne kigger over skulderen på hinanden. ”De låner simpelt hen kontraktformuleringer af hinanden. Nogle virksomheder har nok fået juridisk bistand til at udforme kontraktens ordlyd, men andre taler bare sammen og udveksler erfaringer.”

Konsekvensen af disse kontrakter kan blive, at der hersker usikre juridiske forhold mellem virksomhederne og medarbejderne. Der er nemlig ingen, der rent faktisk har fået prøvet en sag på det her område endnu, og ingen har på forhånd et nagelfast bud på et sandsynligt udfald. Virksomhederne ved således ikke, om de eventuelt ville kunne gøre et krav gældende over for en medarbejder, som tager et bijob uden at bede om skriftlig tilladelse.

På Øresunddirekt sker det oftere, at nogen ringer ind og spørger, om det kan være rigtigt, at deres arbejdsgiver har lagt en betingelse om skriftligt samtykke ind i kontrakten, oplyser portalkoordinator Lars Whitt. ”Og virksomhederne ringer også og spørger, om vi kender noget til svensk arbejdsgiverafgift. De er bange for at komme til at hænge på regningen. For medarbejderen er det jo ren gambling at bryde et kontraktligt forhold, selv om det ikke er sikkert, at virksomheden ville kunne gøre sit krav gældende. Samtidigt kan man jo godt forstå, at virksomhederne vil sikre sig mod store, uforudsete udgifter. Så der er virkelig brug for, at nogen ser på det her.”

Et sted, hvor man måske kan have et bud på en løsning, er Den Sociale Sikringsstyrelse (DSS). Her administreres de internationale regler for social sikring, herunder forordning 1408. DSS mener, at der findes meget godt at sige om EU-reglerne, og at der er en række mulige løsninger på problemet. Løsninger, der både er gode for virksomhederne og for medarbejderne. Det kan du læse om i næste udgave af nyhedsbrevet.